Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Afsavn. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dagene. Ugerne. Hvad skulle glemmes? Den afklarede himmel. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Dine diamanter lyser i min mund. Det er wack! Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

På et stort stykke hvidt papir. Sådan noget. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. At forvandle dette rum. Blå. Giver det mening?

Skyen skjulte noget for fuglene. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Dagene. Ugerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt va