Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Afsavn. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.