Når du siger mit navn, svarer min krop. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.
Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Sletten forvandler sig til mørke og sten. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.De glitrende hemmeligheder inde i stenene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Sætningerne er en ørken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Udsigten var håbløs. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.
Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. På en rude. Den sindssyge himmel.Den sindssyge himmel. Jeg går bare og venter på den fucking sol.
Hvilken nat fulgte efter natten?
Et genert rum, et intimt rum. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.
På en mur. Som at skrive i nye aviser. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det tøj er min krop på min krop.
Øjne af regn fra det travle.
Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Sætningerne er et hav. Som at læse glemte aviser. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. En uro i kroppen. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bussen skrev til dig. Der løber ord ud af min hud.