I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Som at læse glemte aviser. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Som nu i morges: En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvilken nat fulgte efter natten? Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Vidste du? Regnen, vinden imellem dine læber. Skriv i dine læber. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Ikke floderne i ørerne. Et genert rum, et intimt rum. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Ikke glemme. Kan jeg være i dette landskab? Jeg har dig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg skriver dagen igang, stille. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Hvilken dag fulgte efter dagen? Diamanterne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Zeitgeist. Shit. Show.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev mig vild i de dage.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Solstorm. Noter. Beskrivelser. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Stod imod, men skrev: intet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. På en rude.