Ordene, små toppe af skum. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Et brev. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det var før du kunne forsvinde. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Et genert rum, et intimt rum. Jeg har skrevet et kort til dig. Vidste du? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Men noget blev i de tomme haller. Regnen, vinden imellem dine læber. Der var noget som åbnede sig.

Hvem var det, der skrev: Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg læste dine linjer Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Solens sind.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg sad alene i solen. Nordlysets sitren i din stemme.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Kan jeg skrive sådan? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.