Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ikke søge ly.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Du foldede dig ind i mine ord. Bøgerne hvilede omkring kaffen.Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du siger noget om solen.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. At tale var blevet uoverskueligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Dine diamanter lyser i min mund. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Har vi de samme øjne? Det gør ikke noget. Nede ved havet. Træerne.

Som at læse glemte aviser. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ikke var muligt at komme derind.