Nu skriver jeg igen på det stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bag træerne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Under den blå, blå himmel. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Du må ikke forsvinde. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som nu i morges:

Du siger noget om solen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Er du på den anden side af havet?

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Gennem hullet i muren. Sætningerne er et hav. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Solens sind. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Nordlysets sitren i din stemme. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Der løber ord ud af min hud. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Det var før du kunne forsvinde. Er du på den anden side af havet? Var dine drømme imellem læber?