Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Var jeg stille? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Der var noget som åbnede sig. Var jeg stille? Mørket kaldte vi bare for mørket.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Ikke glemme floderne i ørerne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Det er bare. Min ene pen er rød og den anden sort. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Dagene. Ugerne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sad jeg alene? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Skriv mig ind i dine læber. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Brændte det friske løv virkeligt? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak!

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. På en rude. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Blå. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg fandt en linje et sted under min reol.