Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Kan jeg smile i dine sætninger? Ilden. Der hang figner henover udsigten. I den periode: udsigten, stilheden. De bløde bakker udenfor byen. Farvede ordene milde. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Mail i november. Var der virkelig ild et sted? Sådan svarede du. Jeg læste dine linjer I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Solstorm. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Og vi vågnede.

Jeg var i din krop, og du? Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Jeg, ikke dig. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Det var før du kunne forsvinde. Vidste du det? Ilden. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Over murbrokkerne. Var det skovene? Der løber ord ud af min hud. Ordene, små toppe af skum. Glashænder.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Mod de yderste bjerge. Mørket kaldte vi mørket.

Øjne af regn fra det travle.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I sollyset, en ædelsten. På et stort stykke hvidt papir. Var du nattens fortvivlede stilhed? Dine sætninger. Regnen, vinden imellem dine læber. Giver det mening? Jeg ville gerne give dig mine.

Et brev. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg forsvinder ikke. Sådan svarede du. I natten, i søvn.

Jeg ved vi forsvandt. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Jeg læste dine linjer

Og stoffernes sammensmeltninger.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Glashænder. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sådan trak du de yderste bjerge. På en rude. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Ring til mig uden grund. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.