Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Senere i vores linje. Jeg havde dig.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Kan jeg skrive sådan? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Solens pind.

Som nu i morges: Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Var det bare regnen?

Sådan svarede du. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Noter. Beskrivelser. Sådan er det. Dine diamanter lyser. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser.

Dine diamanter lyser.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvad skulle glemmes? At tale var blevet uoverskueligt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?