I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Solens pind.

Som nu i morges: Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Var det bare regnen?