Ikke søge ly. Da jeg lyttede blev jeg bange. I bussen skrev jeg en sms til dig. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Der hang figner henover udsigten.

Over murbrokkerne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det gør ikke noget. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sandet. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Du siger noget om solen. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der lå figner på jorden. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Dagene. Ugerne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Du siger noget om solen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.