Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Sådan noget.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Og vi vågnede. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.