Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du siger noget om solen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Sad jeg alene? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Den sindssyge himmel. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Luften og jordens sange. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Du må ikke forsvinde. Blæste det virkeligt? På et stort stykke hvidt papir. Rifterne. Har vi de samme øjne? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Vi sad alene i natten. Jeg er lost i en borderlinenat. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lysene lyste. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Sådan trak du de yderste bjerge. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Og vi vågnede. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg sejlede henover havet, heno

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Du ville sige noget, du tav. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dine diamanter lyser i min mund. Træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sad alene i solen.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Senere i vores linje. Jeg havde dig.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Kan jeg skrive sådan? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.