Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Du ville sige noget, du tav. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.