I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Solens pind.

Som nu i morges: Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Var det bare regnen?

Sådan svarede du. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Noter. Beskrivelser. Sådan er det. Dine diamanter lyser. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser.

Dine diamanter lyser.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvad skulle glemmes? At tale var blevet uoverskueligt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Du må ikke forsvinde. Det var før du kunne forsvinde. Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var noget som åbnede sig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Giver det mening?

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Vi har travlt. Var det markerne du kom fra? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Trak jeg de yderste? Dit navn var alt jeg hørte. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Du siger noget om solen. Var jeg stille? Du kan være i dette landskab. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Solens sind. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg forsvinder ikke. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Var det skovene du kom fra?

Et brev. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I læberne og i huden. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dette langsomme blik imod stenene. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ikke var muligt at komme derind. Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet?

Er du på den anden side af havet?