Du siger noget om solen. Var jeg stille? Du kan være i dette landskab. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Solens sind. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg forsvinder ikke. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.