Solens sind. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Og vi faldt i søvn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

De matte hemmeligheder inde i træet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!