Jeg ville gerne give dig mine.

Det handler om. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Du. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Der var noget som gled med videre. Var det bare regnen?

Hvirvlende, stirrende, syngende.

Intet, jeg modtog intet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Stod imod, men skrev: intet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.