Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. At forvandle dette rum til et andet.

Hvem var det, der skrev: Intimiteten i skriften. Jeg går bare og venter på den milde måne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Under den blå, blå himmel.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vidste du det? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sætningerne er et hav. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Ordene, små toppe af skum. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Solstorm. Ikke søge ly. Der var intet som skulle glemmes.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Men mit sprog er et landskab. Sætningerne er en ørken.

Min ene pen er rød og den anden sort. Ikke søge ly i den flod. Oppe på bakken.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hvad skulle glemmes?

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du siger mit navn, svarer min krop. Blå. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Kan jeg skrive sådan?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Lysene lyste. Noter. Beskrivelser. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. For hvert lag af betydning i stenene.

Dine diamanter lyser i min mund. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Var der virkelig ild et sted? Som nu i morges: Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der var noget som åbnede sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dagen på vores øjne. Grå. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Grå. Grå. Grå.

Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå.

Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Solstorm. Som nu i morges: Dine sætninger. Jeg skrev mig vild i de dage. Dine diamanter lyser i min mund. Du må ikke forsvinde.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ikke søge ly i den flod. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.