Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Solstorm. Ikke søge ly. Der var intet som skulle glemmes.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.