Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Da blev jeg bange. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. For hvert lag af betydning i stenene. Altid er det dette langsomme blik.

Lyset afventer afgang.

De bløde bakker udenfor byen. Altid er det dette langsomme blik.

Altid er det dette langsomme blik. Altid er det dette langsomme blik.

Altid er det dette langsomme blik.

Kalken. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.