Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. For hvert lag af betydning i stenene. Altid er det dette langsomme blik.

Lyset afventer afgang.

De bløde bakker udenfor byen. Altid er det dette langsomme blik.

Altid er det dette langsomme blik. Altid er det dette langsomme blik.

Altid er det dette langsomme blik.