Der var noget som gled med videre. Var det bare regnen?

Hvirvlende, stirrende, syngende.

Intet, jeg modtog intet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Stod imod, men skrev: intet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.