Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Du trak mig med til de yderste bjerge.