Der var noget som gled med videre. Var det bare regnen?

Hvirvlende, stirrende, syngende.

Intet, jeg modtog intet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Stod imod, men skrev: intet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bordet vipper. Intet ligger bag intet. Ikke var muligt at komme derind. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Lyset i ørknen i udsigten. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Under den grå, grå himmel.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Farvede ordene milde. Om andre byer, andre verdener. Vi har hverken gardiner eller travlt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg skrev mig vild i de dage. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Kalken.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Tågen i skovene i udsigten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Lysene lyste. Udsigten var håbløs. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Når vores kroppe er hinanden.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg er på den anden side af havet. Var det skovene du kom fra? Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Derinde bag skoven. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Det generte i skriften. Derinde bag skoven. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvad?

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg var de dage.

Derinde bag skoven.

Derinde bag skoven.

Og vi vågnede. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du siger mit navn. Blæste det virkeligt? Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Luften og jordens sange. At tale var blevet uoverskueligt. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sætningerne er et hav. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ilden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Provinsen og gågadens sange. Bordet vipper. Farvede ordene milde. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.