Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Vi bliver verden. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Sådan svarede du.

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Her er dagen allerede langt foran mig.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Min ene pen er rød og den anden sort. Bordet vipper. Jeg bladrer i en tilfældig bog. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Da blev jeg bange. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. For hvert lag af betydning i stenene. Altid er det dette langsomme blik.

Lyset afventer afgang.

De bløde bakker udenfor byen. Altid er det dette langsomme blik.

Altid er det dette langsomme blik. Altid er det dette langsomme blik.

Altid er det dette langsomme blik.

Kalken. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Solstorm. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Hver morgen: Wow! Er du på den anden side? Hvad tæller du til? Hvad med den himmel? I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Over murbrokkerne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.