Luften og jordens sange. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. At tale var blevet uoverskueligt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Glashænder.

Vi har øjne. Nætterne. Ugerne.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rifterne. Stod imod, men skrev: intet. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Lysene lyste. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Under den grå, grå himmel. Jeg var nøgen i de dage. Et genert rum, et intimt rum. På en rude. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Et genert rum, et intimt rum. Bagefter sad jeg i timer og læste. Et genert rum, et intimt rum.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Afsavn. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. I bussen skrev jeg en sms til dig. Oplæsning for intetheden. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Du skrev et sår i min fremtid. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg elsker at se dig.

Sådan svarede du. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Notesbog. Beskydning. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Og en anden dag: Solstorm. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Markerne, du? Det dybeste af alt er huden? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Gennem hullet i hegnet. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Der hang figner henover udsigten. Solens sind. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det er bare.

Under den blå, blå himmel. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ikke var muligt at komme derind.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvem var det, der skrev:

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Glashænder.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Farvede ordene milde. Det dybeste af alt er huden? For hvert lag af betydning i stenene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Vi har øjne.

Ikke glemme floderne i ørerne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Uforståelige sætninger