Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Du skrev et sår i min fremtid. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg elsker at se dig.

Sådan svarede du. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Notesbog. Beskydning. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.