I bussen skrev jeg en sms til dig. Udsagn. Var sætningerne et skred af betydning? Vigtigste. Mørket kaldte vi mørket. Skyggerne skyggede.
Brev.
Min skrift er farvet af sig selv.
Er du på den anden side? En uro i kroppen. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Du må ikke. Træerne.
Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Som at skrive i nye aviser. Du siger noget om månen. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Du ville sige noget, du tav. Der var en morgen, et stykke af himlen. Trak du de yderste bjerge? I den første nat så jeg kun det matte mørke.
Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Lyset afventer afgang.
Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Fuglene hang på den blå, blå himmel. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.
Og en anden nat: De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.
Jeg hader at vågne og se dig vågne. Farverne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.
De yderste kyster, en grøn sten. Lå vi. Jeg ville gerne give dig mine. Sandet i mine tanker. Svarede du? Jeg kunne mærke dit hjerte. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Havde du fundet en grøn sten? Jeg var i morges. Vi, gamle tanker om stilheden.
Indimellem sagde du nogle ord. Du trak de yderste bjerge. Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg tænker smukke øjne. Søge ly i den flod. På et stort stykke hvidt.
Notesbog. Beskydning. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Det dybeste af alt er huden. Farvede ordene milde. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Du ville sige noget, du tav. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Hvem var det, der skrev: Jeg skrev mig vild i de dage. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Jeg drak det tørre. Du må ikke. Indimellem sagde du nogle ord. Når jeg ser dig. Jeg tegnede din hud på alting. Regnen, vinden imellem dine læber. Vi har gardiner. Det handler om. Var det markerne?
Rifterne, rifterne. Alting bag alting. En uro i kroppen.
Jeg hviskede ind i din drøm.
I et efterår ville jeg være flov.
Vores land. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Der var intet som skulle glemmes. I dagen var en nær stemme næsten vågen.
Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Månens sind. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Dine sætninger. På en mur. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Men noget blev i de tomme haller.
Er det?
Var det skovene? Har vi øjne? I natten, en fjern stemme, søvn. I læberne i huden. Hvis jeg ville have dit blik. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg er på den anden side. Uforståelige sætninger. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.
Jeg sejlede mellem dine læber. Sådan så mine drømme ud.
Du siger noget. Brev. Hvis jeg ville have dit blik. Du må ikke. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg ved vi forsvandt. Dit navn var alt jeg hørte. Jeg havde glemt den. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg har skrevet et kort. Jeg var nøgen. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Dine diamanter lyser. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.