Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Min krop vipper. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I et efterår ville jeg være flov. Er du havet? Du, dine øjne.

Et rum, et rum.

I natten poppede samtalerne op. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).