I bussen skrev jeg en sms til dig.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste dine linjer

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Det var før du kunne forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sandet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Oppe på bakken. Luften og jordens sange.

Gennem hullet i hegnet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Et brev. Hvem var det, der skrev: Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant