De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skriver dagen igang, stille.

Er du på den anden side af havet? Det er bare. Jeg skrev intet ned i den periode. Sandet.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Muren omkring ordene.

Gennem hullet i hegnet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ikke var muligt at komme derind.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Oplæsning for intetheden. Var det skovene du kom fra?

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Ikke glemme floderne i ørerne. Afsavn. Udsagn. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Muren omkring ordene.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Og vi vågnede. Stod imod, men skrev: intet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Et brev. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sætningerne er et hav. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der var noget som åbnede sig.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Et brev. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Alting ligger bag alting.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Der var intet som skulle glemmes. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sad jeg alene?

Du må ikke forsvinde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Du må ikke forsvinde.