Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Og ord. Kan jeg være i dette landskab? Det handler om overfladen. Havde du fundet en grøn sten? Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg forsvinder ikke. Du må ikke forsvinde.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Og vi vågnede. Som at læse glemte aviser. Den sindssyge himmel. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Kalken. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Den sindssyge himmel. Alting ligger bag alting.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Træerne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Brev i april. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Farvede ordene milde. Du siger noget om solen.

Var det markerne du kom fra?

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Mørket kaldte vi bare for mørket. Og ord, og ord, og. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sidst, i morges. Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Afsavn. Udsagn.Afsavn. Udsagn. Afsavn. Udsagn.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg skriver dagen igang, stille. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Derinde bag skoven. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Noter. Beskrivelser. Tågen i skovene i udsigten.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.

Udsigten var håbfuld. Har vi forskellige øjne? Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.