Har vi de samme øjne? I bussen skrev jeg en sms til dig. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Hvad tæller du til? Sad jeg alene? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Vidste du det? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Blå.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

De vigtigste.

Ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Kan jeg skrive sådan? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sandet. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.