På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Tågen i skovene i udsigten. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stod imod, men skrev: intet. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

På et stort stykke hvidt papir.

Mørket kaldte vi bare for mørket. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Gennem hullet i hegnet. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg sad alene i solen.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Min ene pen er rød og den anden sort. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sådan noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og en anden dag: Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Var det markerne du kom fra? Sådan så mine drømme ud. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Alting bag alting. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Rifterne, rifterne. Når du rør mig er vi hinanden.

Ring til mig uden grund.