Sådan svarede du. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Vidste du det? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Lysene lyste.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Som at læse glemte aviser. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Et genert rum, et intimt rum. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sætningerne er et hav. Jeg læste dine linjer Intimiteten i skriften Det dybeste af alt er huden? Solstorm. Når du siger mit navn, svarer min krop. Min ene pen er rød og den anden sort.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Luften og jordens sange.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Træerne.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Et genert rum, et intimt rum.

Vidste du det? Sad jeg alene? Du, du. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sådan er det. På et stort stykke hvidt papir.

Du siger noget om solen. Derinde bag skoven. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Og en anden dag: Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Der var noget som åbnede sig. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.