I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg forsvinder ikke. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Var det skovene du kom fra? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Nætterne. Ugerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ikke var muligt at komme derud. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Dagene. Ugerne. Vennerne.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Der hang figner henover udsigten. Bag træerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Mail i november. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Og ord, og ord, og. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Rifterne. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Om andre byer, andre verdener.