Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Jeg læste glitrende blade.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Giver det mening? I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det her er ingen leg. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Nu er der en uro i kroppen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

I læberne og i huden. Jeg forsvinder ikke.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ude ved fabrikkerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Hvilken nat fulgte efter natten? Dine sætninger.

På en rude. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Som at læse glemte aviser. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Er det? Under den blå, blå himmel. Du må ikke forsvinde.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Kan jeg være i dette landskab? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Bordet vipper. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Brev i april.