Det er bare. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Vidste du det? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Alting ligger bag alting.

Dette langsomme blik imod stenene. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Intimiteten i skriften. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg har skrevet et kort til dig. Du siger noget om solen. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Dette tilfælde: Sidst, i morges.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Brev i april.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Blæste det virkeligt? Afsavn. Udsagn.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Dine diamanter lyser i min mund. Bøgerne tegnede deres egen retning. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg tror, du havde glemt den der. At forvandle dette rum til et andet. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det var før du kunne forsvinde. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sådan noget.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Alting ligger bag alting. Sætningerne er et hav. Derinde bag skoven. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.