Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Træerne. Det her er ingen leg.

Grå. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Gennem hullet i hegnet.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Hvilken nat fulgte efter natten? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Dette langsomme blik imod stenene.Dette langsomme blik imod stenene. Dette langsomme blik imod stenene. Lysene lyste. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Blå. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Træerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det gør ikke noget. Du siger noget om solen.

Dette langsomme blik imod stenene.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg sad alene i solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sådan noget.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Sætningerne er et hav. Sådan noget.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Skyen skjulte noget for fuglene. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Og en anden dag:

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Dine diamanter lyser i min mund. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.