Intimiteten i skriften. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Alting ligger bag alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Tågen i skovene i udsigten. Altid er det dette langsomme blik. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Skyen skjulte noget for fuglene.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Træerne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: At tale var blevet uoverskueligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det er bare. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Ord. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvad tæller du til? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. For hvert lag af betydning i stenene.

Sætningerne er et hav. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Kan jeg smile i dine sætninger?

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Jeg ryster en tilfældig bog. Du kan være i dette landskab. Var disse linjer virkeligt virkelige? På et stort stykke hvidt papir. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Muren omkring ordene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg læste glitrende blade.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Blæste det virkeligt? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lysene lyste. Kalken. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Intet bag alting. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Farvede lidt sort i din ørken.