Der var noget som åbnede sig. Du siger noget om solen.
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter sad jeg i timer og læste. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg tror, du havde glemt den der.
Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.
Vores. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du kan være i dette landskab.
De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Var det skovene du kom fra? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Om andre byer, andre verdener.
Jeg skriver dagen igang, stille. Et genert rum, et intimt rum. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Har vi de samme øjne? De glitrende hemmeligheder inde i stenene.
Kan jeg skrive sådan? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.
Jeg tror, du havde glemt den der. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. På et stort stykke hvidt papir.
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Udsigten var håbløs.
De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Af alt det lysende, reflekterende, matte. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Når du rør mig er vi hinanden. Søge ly i den flod. Ikke glemme.
Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Var jeg stille? Var det markerne du kom fra? Ikke glemme floderne i ørerne.
Du må ikke forsvinde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Ring til mig uden grund. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det var ikke markerne jeg kom fra. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.
Der var intet som skulle glemmes. Er du på den anden side af havet? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.