Kan jeg skrive sådan? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sætningerne er et hav. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Et brev.

Solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Altid er det dette langsomme blik. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Et genert rum, et intimt rum. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Tågen i skovene i udsigten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Dine diamanter lyser i min mund. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og en anden dag:

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var nøgen i de dage. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Et genert rum, et intimt rum. Som nu i morges: Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Var det markerne du kom fra? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ikke søge ly.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Ikke var muligt at komme derind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Snestorm. Farvede ordene milde. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav.

Oplæsning for intetheden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du kan være. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.