Nu er der en uro i kroppen. Sad jeg alene?

Det var før du kunne forsvinde. Ikke søge ly. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Nordlysets sitren i din stemme. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Ord. Det gør ikke noget.

Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Træerne.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Glashænder. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg sad alene i solen. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Var det bare regnen? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sandet.

Blæste det virkeligt? Havde du kysset en anden? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Sådan er det. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Giver det mening? Var det skovene du kom fra? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Ring til mig uden grund. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Alting ligger bag alting. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Ikke glemme floderne i ørerne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ikke søge ly.

Rifterne. Er du på den anden side af havet? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Og vi vågnede. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.