Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vores land. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Blå. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Hvad tæller du til? Hvilken dag fulgte efter dagen?Hvilken dag fulgte efter dagen? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Vores land. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mørket kaldte vi bare for mørket. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Intimiteten i skriften. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Og vi vågnede. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Hvad skulle glemmes? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Sætningerne er sarte kredsløb.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Blå. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Kan jeg skrive sådan? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.