Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Og en anden dag: Hvilken nat fulgte efter natten?

Jeg skriver dagen igang, stille. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg sad alene i solen.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Dine sætninger. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dagene. Ugerne. Var det markerne? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sætningerne er et hav. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Som nu i morges: Udsigten var håbløs. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Bag træerne. Det her er ingen leg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Dagene. Ugerne. Gennem hullet i hegnet.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Dagene. Ugerne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Ikke var muligt at komme derind. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Grå. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Kullet. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Altid er det dette langsomme blik.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.