Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Du, du. Ikke glemme floderne i ørerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rifterne. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Dine sætninger. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Kan jeg skrive sådan? Og vi vågnede.

På et stort stykke hvidt papir. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Jeg forsvinder ikke. Giver det mening? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Et brev. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Tågen i skovene i udsigten. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Der var noget som åbnede sig. På et stort stykke hvidt papir. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Var det skovene du kom fra? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.