På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sådan svarede du. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Som at læse glemte aviser.

Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stjernekontinent.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Blæste det virkeligt? Noter. Beskrivelser. Sandøjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Min krop vipper. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Ord. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var det skovene du kom fra?

De vigtigste. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. På en rude. Var jeg stille?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Det dybeste af alt er huden? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Intimiteten i skriften

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg ryster en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg skriver dagen igang, stille. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Blæste det virkeligt?

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningerne er et hav. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. Jeg læste dine linjer

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.