Min ene pen er rød og den anden sort. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Tingene tøver. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sådan svarede du.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Dine grene skygger for min mund. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

At en verden. På et stort stykke hvidt. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Kan jeg være i dette landskab? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Hvem var det, der skrev: Sådan svarede du. Muren omkring ordene.

Blæste det virkeligt? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Intimiteten i skriften Ilden. Om andre byer, andre verdener.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sandstorm. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. At tale var blevet uoverskueligt.At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. Farvede ordene milde. Jeg skriver dagen igang, stille.

Ikke var muligt at komme derind. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Blå. Under den blå, blå himmel. Grå. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg læste dine linjer Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Et genert rum, et intimt rum. Du siger noget om solen.

Blå. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.